Den følgende tekst er oversat og redigeret af IPO. Den orginale tekst ” About Colombia” kan findes på www.justiceforcolombia.org. Justice for Colombia er en britisk NGO som arbejder for menneskerettigheder og faglige retigheder i Colombia. Foreningen er knyttet til britiske LO (TUC).

Colombia ligger i Sydamerika og er på størrelse med Spanien, Frankrig og Storbritannien tilsammen. Landet har omkring 45 millioner indbyggere, der er af blandet europæisk, indiansk og afrikansk herkomst. Størstedelen af befolkningen, på nær enkelte isolerede grupper af oprindelige folk, taler spansk. Flertallet af befolkningen er katolikker. Landet blev frigjort fra Spanien i 1810, af en hær ledet af Simon Bolivar – den latin-amerikanske uafhængighedsleder som i dag er en nationalhelt. Colombia er det eneste land i Syd Amerika som har kyst til både Stillehavet og Atlanterhavet. I syd rinder Amazonas-floden. Andesbjergene strækker sig fra nord til syd gennem den vestlige del af landet. Den østlige del består af åbent sletteland og tropisk jungle, Amazonas. Colombia producerer olie, kul, smaragder (over halvdelen af verdens smaragder er fra Colombia), nikkel, guld, kobber, jern, naturgas, kaffe, bananer, sukkerør, tekstiler, blomster og palme-olie, for at nævne nogle vigtige produkter. Over halvdelen af eksporten går til USA og nabolandene Venezuela og Ecuador. I mere end 40 år har Colombia været ramt af borgerkrig mellem regeringsstyrker og guerillabevægelser

Kortet er fra Applied Language

I slutningen af 1940’erne udbrød en blodig konflikt mellem de to dominerende politiske partier; de liberale og de konservative kendt som ”La Violencia”. Konflikten blev intensiveret da mordet på den liberale præsidentkandidat Jorge Eliécer Gaitán i 1948 udløste voldsomme gadekampe i hovedstaden Bogotá, der senere spredte sig til resten af landet. Omkring 200.000 colombianere mistede livet i forbindelse med dette opgør. Efter et militærkup og indførelse af diktatur mindskedes den politiske vold mellem de stridende parter – fortrinsvist liberale og konservative – i perioden 1953 til 1964. Herefter enedes Det Liberale Parti og Det Konservative Parti om at danne en national samlingsregering, hvor præsidentposten hvert fjerde år gik på skift mellem de to partier. Alle øvrige politiske strømninger blev udelukket fra deltagelse. Dette førte sammen med styrets manglende indsats overfor fattigdom og økonomiske og sociale skævheder til fremvæksten af nye oppositionsgrupper, der greb til væbnet kamp mod regeringen. Disse oppositionsgrupper eksisterer fortsat og er kendt under betegnelsen guerillabevægelser.

Siden 1960’erne har forskellige guerillagrupper været aktive i Colombia. De to mest indflydelsesrige grupper i dag hedder ELN og FARC. ELN (Ejército de Liberación Nacional - den nationale befrielseshær) blev grundlagt i 1966 af venstreorienterede intellektuelle og katolikker inspireret af befrielsesteologien. Mange af de regioner, som ELN historisk set har domineret, kom under hårde angreb fra regeringsstyrker og allierede paramilitære grupper i slutningen af 1990’erne og blev svækket. ELN og den colombianske regering påbegyndte fredsforhandlinger i 2005, som endnu ikke har udmøntet sig i konkrete aftaler. ELN er fortsat en krigsførende part i konflikten. FARC (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia – de bevæbnede revolutionære styrker i Colombia) blev grundlagt i 1966 som en kommunistisk oprørsbevægelse af blandt andre Manuel Marulanda. Den over 70-årige Marulanda er i dag øverstkommanderende for FARC, der opererer i omkring 40 pct. af Colombia, fortrinsvist i bjerg- og jungleområder. Det bliver ofte anslået, at FARC har mellem 15 og 20.000 mænd og kvinder under våben, FARC har gennem årene modstået adskillige offensiver fra regeringsstyrkerne, og angriber stort set dagligt militære mål i alle dele af Colombia. FARC har i flere perioder indgået våbenhviler med regeringsstyrkerne og deltaget i fredsforhandlinger, senest i årene 1998-2002.

De colombianske myndigheders reaktion på guerillabevægelsernes voksende styrke i 1970erne og 1980erne var at gennemføre oprørsbekæmpende kampagner under militær rådgivning fra USA. Et omdrejningspunkt i disse tiltag var at oprette højreorienterede paramilitære grupper. De paramilitære grupper blev skabt af hæren og forbundsfæller blandt godsejere og den politiske elite. De paramilitære var nogle gange tiltænkt rollen som en sikringsstyrke for godsejere og store erhvervsfolk mod økonomiske afpresningsforsøg fra guerillabevægelserne. Men hurtigt kom de paramilitære til at udgøre rygraden i regeringens strategi for at bekæmpe oprøret. I midten af 1980’erne knyttede de paramilitære grupper tætte bånd til Colombias narko-karteller. Det begyndte at blive stadig vanskeligere at afgøre hvem, der kontrollerede hvem, i det komplekse netværk af statsapparat, militæret, rige godsejere og erhvervsfolk samt narkomafiaen, der alle rådede over egne paramilitære styrker. I løbet af 1990’erne ændrede dette sammensatte forhold sig, og de paramilitære udviklede sig til en mere ensartet landsdækkende organisation. Det skete sideløbende med at guerillabevægelsen voksede, og amerikanske militærrådgivere fik mere indflydelse. Den paramilitære paraplyorganisation AUC blev tættere integreret med regeringsstyrkerne, og selv om der fandtes regionale forskelle, blev det mere og mere almindeligt at paramilitære og regeringstropper patruljerede sammen, og delte baser, transport- og kommunikationsfaciliteter. De foretog også fælles operationer, heriblandt udførelse af politiske mord. Den paramilitære vold blev til et statsstøttet foretagende.

Selv om de paramilitæres erklærede rolle var at bekæmpe guerillabevægelserne, blev civile deres foretrukne angrebsmål. Det skyldtes blandt andet de paramilitæres voksende engagement i narkotikahandel, og deres manglende evne til at tage kampen op mod FARC på slagmarken. Ofrene var fortrinsvist civile mistænkt for at nære sympati for guerillaen, eller politiske modstandere af de paramilitære og de politikere eller erhvervskredse, der stod bag dem. I 1980’erne og 1990’erne blev menneskerettighedssituationen i Colombia en af de mest kritiske i verden. Tusinder af medlemmer af den politiske opposition blev myrdet. Det samme gjorde sig gældende for flere tusinde fagforeningsfolk. Hundredvis af journalister, studenterledere, menneskerettighedsforkæmpere, advokater og talspersoner fra de indianske bevægelser blev også ofre for mordkampagnen. Det var de paramilitære grupper, der direkte stod for størstedelen af mordene, men der var også talrige tilfælde, hvor mordene blev begået af militæret og politiet selv. Samarbejdet mellem AUC og regeringsstyrkerne bredte sig, og i nogle områder optrådte de to allierede parter offentligt sammen. For at nævne et enkelt eksempel udryddede de paramilitære og hæren i fællesskab det politiske parti Unión Patriótica – et bredt venstrefløjsparti støttet af fagbevægelsen – ved målrettede mord på 5000 af partiets aktive. Men bølgen af politiske mord var ikke den eneste form for krænkelser af menneskerettighederne. Tusinder af mennesker blev forsvundet, og tortur og dødstrusler blev mere og mere almindelige. De paramilitære foretog nærmest daglige massakrer i lokalsamfund, som de anså for at være pro-guerilla eller anti-regering. Et stort antal mennesker blev fængslet, og der er stadig mange hundrede politiske fanger i colombianske fængsler. Flere og flere familier blev udsat for tvangsfordrivelser af de paramilitære, der overtog deres jord og i mange tilfælde bemægtigede sig de naturresurser, der fandtes i undergrunden. I dag er 3,6 millioner colombianere blevet fordrevet på denne måde, og landet har et af de højeste antal internt fordrevne i verden. Straffriheden for denne type fordrivelser er næsten total, hvilket udgør kernen i Colombias menneskerettighedskrise. Skiftende regeringer har tilladt, at de ansvarlige for grove og omfattende overgreb ikke bliver straffet. På den måde har staten givet grønt lys for at overgrebene kan fortsætte.

I 2002 blev Álvaro Uribe, en uafhængig kandidat med baggrund i det Liberale Parti, valgt som præsident med 24 pct. af de indskrevne vælgeres stemmer. Uribe lovede under sin valgkampagne at føre en hård sikkerhedspolitik for at sætte en stopper for den langvarige borgerkrig. Han lovede også at besejre guerillabevægelserne endegyldigt. Uribe modtog stor opbakning fra de dominerende privatejede medier, og hans budskab gav genklang og sikrede ham popularitet i meningsmålinger. Præsidenten er søn af Alberto Uribe Sierra, et kendt medlem af narkomafiaen, og han voksede op sammen med de berygtede Ochoa-brødre, der senere skulle blive nogle af verdens største kokain-eksportører. Álvaro Uribe har tidligere, ligesom sin far, været tæt knyttet til mafiachefen Pablo Escobar, og på et tidspunkt, hvor Uribe var leder for luftfartsstyrelsen, udstedte han talrige certifikater til piloter fra Escobars såkaldte Medellín-kartel. Uribe blev senere guvernør for provinsen Antioquia, hvor Escobars kokain-kartel havde sin base. På denne tid beskrev USA’s militære efterretningstjeneste DIA (Defense Intelligence Agency) i en rapport Uribe som ”en colombiansk politiker og senator involveret i samarbejde med Medellín-kartellet på højeste plan”.

På baggrund af de nære forbindelser mellem narkomafia og paramilitære grupper, er det ikke overraskende, at Uribe i sin guvernør-tid også spillede en nøglerolle i oprettelsen og finansieringen af paramilitære grupper. Disse grupper blev formelt forbudt af Colombias forfatningsdomstol i 1997, på samme tid som Uribe aftrådte som guvernør. Men inden da havde grupperne takket være den legale rygdækning, som Uribe havde forsynet dem med, rodfæstet deres forbindelser til højtstående officerer og magtfulde politikere over hele landet. Under præsidentvalget i 2002 beskrev de paramilitære Uribe som ”vores kandidat” og truede med at massakrere lokalsamfund, der ikke ville stemme på ham. Flere argumenterer for at det var deres måde at betale tilbage for hans tidlige støtte til dem. Kandidater fra oppositionen blev forhindret i at føre kampagner i regioner under paramilitær kontrol. Siden Uribe kom til magten i 2002 er såvel borgerkrigen som overgrebene mod civilbefolkningen eskaleret. Præsidentens støtter anfører korrekt, at det er lykkedes at skabe større sikkerhed i visse områder, men prisen har været høj: tvangsfordrivelserne er blevet intensiverede, der er flere udenomsretlige henrettelser, flere politiske fanger i fængslerne og mange nye mord på fagforeningsfolk.

Præsident Uribe har nægtet at forhandle med FARC, som han anser for at være terrorister der skal bekæmpes militært. Han har dog ikke sådanne kvababbelser i forhold til at tale med de paramilitære. I sin første præsidentperiode påbegyndte han det der senere er blevet kendt som den paramilitære demobiliseringsproces, som førte til at et stort flertal af de paramilitære tilsyneladende overgav deres våben i bytte for amnesti for deres forbrydelser.

Kritikere anklager Uribe for at legalisere hans gamle venner i AUC mens han ignorerer ofrenes ret til sandhed, retfærdighed og kompensation. Præsidenten argumenterer med at han har gjort Colombia til et sikrere sted ved at opløse de paramilitære grupper. Sandheden er at de paramilitære fortsat opererer over hele Colombia, som de har gjort i årevis. De handler fortsat med stoffer, og truer og myrder regeringens politiske modstandere.

I slutningen af 2006 blev flere af Uribes politiske støtter involveret i det som er blevet kendt som den Para-politiske-skandale. Stadig flere beviser kom frem, i særdeleshed efter at man fandt en computer som havde tilhørt en paramilitær leder, der viste at folk meget tæt på Uribe var allierede med og arbejdede for de paramilitære. Lederen for regeringens efterretningstjeneste samt adskillige pro-Uribe kongresmedlemmer har arbejdet for de paramilitære.

Som en mere positiv udvikling har oppositionen fået større indflydelse og under præsidentvalget i 2006 lykkedes det det nye progressive parti Polo Democrático (Den demokratiske pol) at slå alle forventninger og komme ind som nr. 2. Det på trods af at paramilitære truede og nogle steder slog Polos aktive ihjel og at de i store dele af landet ikke tillod dem at at føre valgkampagne. På trods af dette ser det ud til at Polo fortsætter med at vokse og der er en god chance for at de kan blive en vigtig politisk spiller i fremtiden.

Colombia har i de seneste to årtier været verdens største kokain-producent, og landet har været et af hovedmålene for USA’s såkaldte ”Krig Mod Narko”. På trods af flere milliarder dollars i narkotikabekæmpelses-støtte fra USA, har produktionsniveauet dog været nogenlunde konstant, og gadepriser på kokain i Nordamerika og Europa er snarere faldet end steget. Den mest anvendte taktik til at bekæmpe narko i Colombia har været indsættelse af amerikanske sprøjtefly, der anvender giftige kemikalier for at ødelægge koka-marker. Koka-buskens blade udgør råmaterialet til kokain. Sprøjtekampagnen har ikke været nogen videre succes, men store landområder er blevet forurenet, og tusinder af småbønder er som følge deraf blevet tvunget væk fra deres jord.

Sprøjtekampagnen er blevet finansieret gennem en støtteordning sat i værk af USA i 2000. Siden da er 5,5 milliarder dollars – først og fremmest i militær bistand – blevet givet til Colombias regering. Første del af støtteordningen bar navnet ”Plan Colombia”, mens det nuværende militære samarbejde, der er mere direkte rettet mod FARC-guerillaen, bærer navnet ”Plan Patriota”. På trods af det erklærede formål om narkotikabekæmpelse, er den øgede udenlandske militærhjælp fortrinsvist gået til de colombianske regeringsstyrkers krig mod oprørerne. Denne krig har hverken standset strømmen af kokain eller svækket FARC, men i stedet ført til utallige krænkelser af menneskerettighederne.