Ifølge lokale øjenvidner havde to stikkere, der skulle forestille demobiliserede guerrillasoldater, udpeget de 12 socialt engagerede arbejdere og bønder og beskyldt dem for oprørsstøtter. Desværre er den slags juridiske montager almindelig procedure i Colombia. Dette skaber utryghed og frygt for social organisering blandt befolkningen i landets afkroge, hvor det staslige fraværd og militære overgreb er hverdagskost.

Gennem fem år har IPO været til stede og ydet international ledsagelse i bondesamfundene i Catatumbo-regionen. IPO støtter og viser solidaritet med de anholdte, deres familier og med ASCAMCAT, Catatumbos Bondeorganisation.

Bondeorganisationen har de sidste ti måneder organiseret et såkaldt humanitært refugium, hvorfra de gør opmærksom på regionens kritiske tilstand som bl.a. indebærer  ”udenomsretslige henrettelser, kokaudrydningsmetoder som giftoversprøjtninger fra luften og manuel rydning uden dialog om alternativer, fortsat tilstedeværelse og overgreb begået af paramilitære dødspatruljer, samt statslig fraværd på områder som uddannelse, sundhed og infrastruktur”

IPO-Skandinavien havde i efteråret 2008 besøg fra Catatumbo-regionen. En delegeret fra ASCAMCAT, en repræsentant fra det oprindelige folk Barí samt en menneskerettighedsadvokat holdt en række møder og foredrag i København. Desværre er situationen i regionen ikke blevet nemmere siden da.

For at følge op på situationen i Catatumbo-regionen og for at vise direkte solidaritet og støtte til regionens befolkning, ledsager internationale observatører fra IPO i disse dage en kommission til denne afkrog af Colombia. Foruden opfølgningen, er kommissionens formål at forlange af de colombianske autoriteter, at de så hurtigt så muligt gør rede for de anholdtes sigtelser og garanterer at deres rettigheder bliver respekteret under fængselsophold.

Den colombianske stat har ikke reageret på opråbet fra Catatumbo-regionens beboere. Der er ikke kommet repræsentanter fra staten for at forhandle med borgerne. Statens svar har i stedet været en øget militær tilstedeværelse i regionen, og militær intervention i den humanitære lejr.
 
Soldaterne, som var under løjtnant Modelos kommando, truede bønderne, der modsatte sig hærens indtog i lejren. Bagefter undskyldte de sig med, at aktionen havde været en fejl. Løjtnant Gabriel Muñoz Hernández, lovede at fejlen ikke ville gentage sig.
Om morgenen den 20. juli, kom igen 12 soldater til den humanitære lejr, og spurgte efter lederne, som de havde talt med lørdag den 18. De genkendte Juan Carlos Quintero Sierra og Nahúm Quintero. Dessuden filmede soldaterne, mod folks vilje, alle dem som var tilstede i området. Folk sagde, at de kun ville give navnene til en overordnet. Soldatene sagde, at de var blevet sendt af under-løjtnant Muñoz, men forlod derefter stedet.

Samme dag, klokken 11.50 om formiddagen, ved kontrolposten over Catatumbo-floden i la Gabarra (Norte de Santander) blev 32 bønder filmet da de ankom i kano til den humanitære lejr. Deres navne blev registreret. Soldaten som foretog registreringerne, identificerede sig som leder for hærens special-styrke i Catatumbo-regionen, men opgav ikke sit navn. Bønderne bad om at tale med den ansvarlige løjtnant, men denne blev heller ikke identificeret.
 
Vi kræver af hæren, at den overholder sin forpligtigelse til ikke at overtræde de humanitære lejres territorier. Vi kræver at alle væbnede grupper respekterer vores tilflugtssted. Vi kræver et svar fra staten på vores krav om ret til liv, værdighed, ejendomsret til jorden og forsvar for vores territorium.

Studerende fra Santanders Industrielle Universitet, UIS, der ligger i Bucaramanga, ledsaget af IPO, har efter 12 dages besættelse netop givet Santander-parken og katedralen “Sagrada Familia” i Bucaranmanga tilbage til offentligt brug. Den netop afsluttede BZ- aktion havde til formål at sætte fokus på den alvorlige situation, som de studerende på UIS befinder sig i, og kræve, at de studerendes grundlæggende rettigheder bliver respekteret.

I Santander parken satte de studerende en potte med universitetets initialer og plantede 7 traer til minde om aktionen

Forbindelser mellem universitets ledelse og paramilitarisme
De studerendes vigtigste krav er øjeblikkelig udskiftning af den nuværende universitetsrektor, Jaime Camacho. En telefonsamtale mellem rektoren og et medlem af en paramilitær dødspatrulje kom for nyligt kom frem i dagens lys. I samtalen lovede rektor Camacho at udforme en navneliste med det formål at udforme en såkaldt “pistol plan” . Lige efter blev der observeret løbesedler med trusler om at myrde fagforeningsfolk, studerende og lærere fra UIS, underskrevet af den paramilitære gruppe “De Sorte ørne”.

Social rengøring
Den paramilitære tilstedeværelse på og omkring universitetet, er ligesom forfølgelsen af lærere og studerende en kendt strategi i Colombia. På det offentlige universitet i Cordoba, blev rektoren sidste år dømt for at have forbindelser til paramilitære grupper, efter at den demobiliserede paramilitære kommandant Mancuso udtalte: “Jeg er direkte ansvarlig for mordet på fem universitetslærere fra universitetet i Cordoba. Ordren lød, at det akademiske center skulle rengøres”. Mancuso stod ligeledes bag opstillingen og valget af den daværende rektor, Claudio Sanchez. På flere andre offentlige universiteter i Colombia anmeldes der ligeledes om paramilitær tilstedeværelse.

- De studerende fra UIS kræver at retten til ytringsfrihed og retten til at organisere sig, fastsat i den colombianske konstitutions artikel 6 og artikel 38, bliver respekteret på universitetet, og dermed at den paramilitære tilstedeværelse ophører.

Retten til uddannelse
BZ-aktionen havde også som mål, at ophæve den beslutning (093) som universitetets Akademiske Råd havde taget, en beslutning der bestod i at aflyse alle bachelorstuderendes første semester 2009. De Studerendes Forældreorganisation kommenterer: “Denne administrative beslutning er urimelig og upassende, og har enorm betydning. På den ene side forhindre vores børn i at udleve deres livsprojekter, og på den anden side betyder det at familierne skal betale et ekstra semester, familier som i mange tilfælde i forvejen er forgældet med kreditlån for at kunne betale børnenes studier”.

Det lykkedes for de studerende at skabe reaktion på den urimelig aflysning af undervisningen, aftalen blev ophævet og de studerende kan afslutte semestret, lidt forsinket, i juli måned.

“I forvejen er det enormt svært at komme ind på de offentlige universiteter.” fortæller en studerende fra UIS: “Unge fra de svageste samfundslag gennemfører sjældent mellemskolen med tilstrækkelige kundskaber til at bestå den adgangstest, der kræves på de offentlige universiteter. Dette er konsekvens af den manglende statslige opmærksomhed på uddannelsesniveauet i folke- og mellemskolen, som så fører til at øge kløften mellem de, som får en kvalitetsuddannelse og dermed mulighed for høj livskvalitet, og de som underlægges deres sociale arv og er dømt til at leve et marginaliseret liv.”

- De studerende kræver alle folks ret til en ordentlig uddannelse, fastsat i den colombianske konstitutions artikel 93.

Demokrati på universitetet
Jaime Camacho blev valgt i maj 2007 med et mindretal på 1428 stemmer og genvalgt i 2009 med blot 789 stemmer ud af UIS’ 19.000 bachelor- og kandidatstuderende. En studerende fra UIS komenterer:
“Hvordan kan man kalde det universitetsdemokrati, når størstedelen ikke må udpege sin repræsentant, i dette tilfælde rektoren? Universitetet er fremtidens samfundsborgere og lederes vugge, er det tilfældigt at det er den slags professionelle de vil skabe?… At demokratiet fortsat er et spil, hvor de få flytter brikker og størstedelen må se på fra sidelinjen”.

-    De studerende vil have et uafhængigt universitet. De vil have studenter medbestemmelse og et offentlig finansieret universitet uden brugerbetaling, for økonomisk uafhængighed.

De er ikke alene
De studerendes aktion havde massiv opbakning fra deres medborgere i Santander. Udover adskillige studenterorganisationer og foreninger, viste forældreorganisationer, fagforeninger, politiske partier, provinsregeringen og rådhuset solidaritet med de studerende.
IPO ville med sin tilstedeværelse og ledsagelse ligeledes vise solidaritet med den colombianske studenterbevægelse og deres krav om opfyldelse af fundamentale rettigheder.

Bondeorganisationen ACVC meddeler til det nationale og internationale samfund at vores bondeleder og grundlægger, Miguel Ángel González Huepa, er løsladt efter 17 måneders uretfærdig og ulovlig indespærring.

Vi sender denne meddelelse med en venlig og oprigtig salut. Vi vil dele vores glæde og håb ved, at den endelige kendelse over Miguel Ángel González Huepa blev udstedt i dag. Miguel er leder og grundlægger af ACVC og en af de vigtigste forkæmpere for oprettelsen af et bondereservat i vores region og desuden medlem af bestyrelsen i den regionale menneskerettighedsorganisation Credhos.

Fængselsopholdet bekræfter, at der eksisterer klare økonomiske og politiske interesser i at svække, miskreditere og destruere ACVC. Det blev til 16 måneders frihedsberøvelse, hvoraf der blev kørt retssag i de 11, og hvor han med værdighed har måttet modstå de slag, som har forsøgt at demoralisere ham. Nu er han stærkt tilbage og fortsætter sin kamp for bøndernes rettigheder.

Under hans uretmæssige fængsling, blev Miguel endnu en gang på ubarmhjertig vis ramt af statens terrorisme. Da hans søn kun 8 dage efter fængslingen red til en nabolandsby for at oplade nogle telefoner, blev han udenomsretsligt henrettet af medlemmer af den colombianske hær.

På trods af, at den juridiske administration i Miguels sag forholdt sig tavse overfor den politiske forfølgelse, som ACVC er udsat for, gav retssagen en vigtig anerkendelse af arbejdet i forsvar for Menneskerettighederne, ved at underkende den bevismæssige montage, der udelukkende byggede på udsagn fra den lokale hærenhed og dens lakajer.

Dette er nemlig hovedformålet med processen, at forhindre at vi udvikler vores arbejde som beskyttere af menneskerettighederne for befolkningen i regionen.

Det blev bevist at Miguel aldrig har villet nedbryde eller undergrave den gældende konstitutionelle og retslige orden. Han udelukkende kæmpede for - og vil vedblive med at kæmpe for - at bondereservatet bliver til virkelighed, som en figur for miljømæssig beskyttelse og udvikling i landsbyfællesskaberne.

Men vi må ikke glemme, at den juridiske situation ikke er afklaret for de 12 ledere, medlemmer og grundlæggere af ACVC, der endnu er under arrestordrer, og at bondelederen Andrés Gil endnu er frihedsberøvet og i gang med sin retssag. Vi må kræve denne efterforskning afsluttet og øjeblikkelig løsladelse af Andrés i respekt for regionens bønders lovlige og legitime arbejde for at beskytte og promovere Menneskerettighederne.

Vi sender en dyb tak til alle, der har støttet os, ledsaget os og vist os solidartet, i særlig grad til advokatkollektivet til forsvar for Menneskerettighederne, Luis Carlos Pérez, herunder David Albarracín, som førte forsvaret under straffesagen i Barrancabermeja, og til alle som demonstrerede og krævede frihed til Miguel og alle vores urefærdigt fængslede kammerater.

Til dem som troede, at denne retsproces ville svække os og berøve os vores gejst i arbejdet for bønderne og landsbyfællesskabernes velfærd, kan vi meddele at triumfer, som den vi har oplevet i dag, ved frigivelsen af vores ven, kollega, far og bror, styrker os, forener os og genererer mere engagement i realiseringen af vores projekter for regionens bønder og i vores forsvar for Menneskerettighederne.

Nu venter vi alle med længsel på at kunne omfavne Miguel med anerkendelse og glæde, og i hans selskab fortsætte vores arbejde i forening og modsand. Vi vil ikke forholde os tavse, men hæve vores stemmer i kravet om Frihed til Andrés Elías Gil!

I en fredelig modstandsaktion har 200 bønder fra regionen Catatumbo samlet sig i en humanitær lejr. Aktionen er organiseret af Catatumbos Bondeorganisation (ASCAMCAT), og har til formål at protestere mod den lange række statslige overgreb, der ustandseligt finder sted i regionen. Senest oversprøjtninger fra luften med den forurenende og internationalt forbudte gift, glyfosat.

Lejren oprettedes den 29. april 2009 i landsbyen Caño Tomás, og hver dag kommer flere folk til. Kvinder, mænd og børn fra alle hjørner af Catatumbo. De fortæller, at de vil opretholde lejren, indtil regeringen går med til at forhandle med dem.

Krav: at der bliver sat en stopper for den statslige ignorants og undertrykkelse

Det tager en hel dag at ankomme til lejren fra regionens hovedby Cúcuta. Fra den nærmeste landsby, la Gabarra, tager det omkring tre timer af en hullet vej, der ligner mere en udtørret flod end en landevej. Langs vejen findes adskillige forladte huse og affolkede landsbyer. Store dele af områdets befolkning kom aldrig tilbage, efter de blev fordrevet af de paramilitære dødspatruljers hærgen i regionen i perioden 1999 til 2005. De, som kom tilbage, har lidt under statens manglende sociale indsats i området. Udover den hullede landevej, findes næsten ingen skoler i området, og i de landsbyer hvor der er en skole, er der næsten

aldrig en lærer til rådighed. Fra Caño Tomás ligger det nærmeste hospital seks timers kørsel væk – i Venezuela. Disse faktorer førte til beslutningen om at organisere en humanitær lejr, sammen med de konsekvenser som glyfosat-oversprøjtningerne har i regionen. Den aktuelle kampagne, med det officielle formål at sætte en stopper for kokaproduktionen, er reelt årsag til massiv fordrivelse af bønder fra regionen.

En stor del af Catatumbos bønder lever af at dyrke koka, som anvendes til at lave en kokainbase. Omkostningerne ved transport af hvilken som helst vare på de dårlige landeveje ad lange strækninger, gør at den eneste afgrøde, der giver økonomisk afkast for småbønderne, er koka. I april startede regeringen intense oversprøjtninger fra luften samtidig med, at en manuel kokaudrydningskampagne blev sat i gang.

Disse kampagner er dog ikke fulgt af nogen som helst erstatningsplan eller forslag om hvad bønderne så skal leve af. Dertil skal tilføjes at oversprøjtningerne fra luften, udover at udrydde kokamarker, forurener floder og vandløb og de marker, hvori bønderne dyrker til eget forbrug. Disse er de vigtigste grunde til at ASCAMCAT har stablet den humanitære lejr på benene.

ASCAMCATs officielle pressemeddelelse udtrykker: “Vi har vist os villige til at gå i dialog og søge forlig med regeringen om et reelt forslag til erstatning af afgrøder, respekten for menneskerettighederne og et værdigt liv for bønderne. Det eneste svar de har givet os, er den evige statslige undertrykkelse”.  De udenomsretslige henrettelser, de vedvarende tilfældige ransagninger, udført af de offentlige væbnede styrker, illegale anholdelser og retsforfølgelser af bønder er eksempler på den statslige undertrykkelse, der finder sted i Catatumbo.

Deltagerne i den humanitære lejr håber at undgå at blive vidner til statslig vold i den humanitære lejr, da den siden lejrens begyndelse er blevet ledsaget af frivillige fra International Peace Observatory. Internationale menneskerettigheds observatører, der siden ASCAMCATs oprettelse i år 2005, har fulgt og ledsaget organisationen.

Snart har jeg været i Colombia og arbejdet med IPO – International Peace Observatory et halvt år. Jeg siger jer, det har været et halvt år fuld af oplevelser, men jeg vil fortælle jer om en uge i Guamocó zonen, som har været den stærkeste oplevelse som international ledsager.

Sammen med Ana fra Katalonien tog jeg til Barrancabermeja, hvor vi mødtes med folkene fra AHERAMIGUA, Organisationen for Økologisk landbrug og Mineri i Guamocó. Guamocó er ikke tegnet ind på landkortet, og det fortæller ikke så lidt om statens opmærksomhed i denne afkrog af Colombia. I Guamocó findes ikke én landevej, der er intet sundhedssystem og kun meget få og dårligt fungerende skoler. Fra naturens side er Guamocó fuld af rigdom; her findes enorme drikkevandsressourcer, stor biodiversitet, foruden masser af guld i undergrunden, hvilket gør at Guamocó-beboernes primære erhverv er guldmineri.

Militær tilstedeværelse og forfølgelse af civile

Guamacó ligger i et område hvor den colombianske guerrilla FARC traditionelt har været stærke, og der udøves jævnligt kampe mellem guerrilla-grupper og den colombianske hær og deres allierede paramilitære dødspatruljer. Guerrillaens tilstedeværelse anvendes af hæren og dødspatruljerne som alibi for at forfølge bondeledere og anklage dem for at være guerrilla-sympatisører og terrorister.

AHERAMIGUAs præsident har pga. trusler følt sig nødsaget til at flytte sit hus og sin familie til en by uden for Guamocó. Dér havde han ellers sit hjem, og gennem ti år arbejdede han i guldminerne. Men siden han var med til at stifte organisationen i juni 2007, har han ikke kunne vende tilbage til Guamocó eller sit hus, udover de gange hvor han er blevet ledsaget af internationale.

Havfruer, guld og grønne skove

Denne gang skulle vi ledsage tre repræsentanter fra AHERAMIGUA til et møde om mineri. Fra Barrancabermeja var det nødvendigt at tage halvanden dag i bus, og derfra to hele dage videre til fods. I Guamocó er der som sagt ikke en eneste landevej, men bønderne har skabt et stisystem, der kan indtages til fods eller på mulddyr.

En hel fantastisk natur åbnede sig for os – aldrig har jeg set noget lignende. Helt jomfruelig regnskov til alle sider. Ad stien måtte vi bestige bjerge og krydser floder, og derudover var stien i sig selv en hel glidebane af mudder pga. troperegnen, der kom et par timer hver eftermiddag.

På turen fik jeg god mulighed for at høre historier fra Guamocó. Både myter om havfruer der bor i floderne og lokker de unge mænd i fordærv, og om det samfund af fordrevne fra hele landet, som har taget bopæl i området. I Colombia har der i over 40 år udspillet sig en væbnet konflikt, hvilket betyder at mange, mange familier, gang på gang er blevet fordrevet fra deres hjem og tvunget til at starte forfra et nyt sted. Mange af beboerne i Guamocó er kommet dertil for over 30 år siden med en guldgraverdrøm om i løbet af et par år, at finde nok guld til at købe et hus eller et stykke jord.

Mineri

På mødet om mineri blev der informeret om den statslige kampagne mod små-mineri. Næsten ingen af minearbejdene i Guamocó har papir på den jord, hvor de udvinder guld. For at udvinde guld skal man have en tilladelse fra POT, Planen for Territoriel regulering, der koster omkring 45 millioner pesos, ca 122.000 kroner, en sum som ingen fordreven colombiansk bonde ligger inde med. Små-minerne betragtes som ilegale miner, og arbejderne bliver straffet med fængselsstraf eller økonomiske bøder.

Verdens anden største guldudvindings firma, det canadiensiske transnationale selskab Anglo Gold Ashanti Mines og dets colombianske filial Kedahdas har købt rettighederne til en stor del af Guamocós territorium.

Hvor der er organisation, er der håb

AHERAMIGUA arbejder for at organisere minearbejderne i forsvaret af deres territorium og bevarelsen af områdets naturressourcer. De kæmper mod Kedhadas indtrængning i zonen, og arbejder derudover for fødevaresikkerhed, og udbredelse, forbedring og styrkelse af menneskerettighederne i Guamocó.

AHERAMIGUA har siden sin stiftelse I 2007 gennemført et humanitært møde, hvor en række nationale og internationale organisationer samledes i Guamocó for at belyse menneskerettigssituationen i området. Og desuden to politiske rundrejser, for at vække bevidsthed og organisere befolkningen. Organisationens arbejde har kun kunnet gennemføres på grund af den internationale ledsagelse og solidaritet fra blandt andre IPO.

IPO er bekymret over varslingen om glyfosat-oversprøjtninger i den kommende uge i Catatumbo. Torsdag d. 12 marts 2009 udtalte komandant Freddy Padilla fra den colombianske hær, at der den kommende uge vil finde oversprøjtninger fra luften sted i Catatumbo-regionen i det nordøstlige Colombia på grænsen til Venezuela.

I Catatumbo har oversprøjtninger med glyfosat gentagne gange fundet sted. Oversprøjtningerne er en del af den amerikansk financierede Plan Colombia, der siden år 2000 har erklæret ’krig mod stoffer’. Glyfosat er et kemisk stof, der er forbudt i Danmark, blandt mange andre europæiske lande. Stoffet er produceret af det amerikanske transnationale firma Monsanto, der bl.a. står bag det kemiske stof “Agent Orange”, som den amerikanske hær brugte under vietnamkrigen – idag fødes stadig misskabte børn på bekostning af oversprøjtningerne fra luften med “Agent Orange”.

Historien gentages
Lige som med ”Agent Orange” i Vietnam, har oversprøjtningerne med glyfosat I Colombia alvorlige konsekvenser for civilbefolkningen. Udover marker med afgrøder til ulovligt brug, oversprøjtes og forurenes marker med fødevare og græsning til husdyr, regnskov, floder og beboelsesområder. Oversprøjtningerne medfører fremkomst af alvorlige hudproblemer, hepatitis og diaré, der er tilfælde af gravide kvinder der har aborteret og småbørn og husdyr er døde efter oversprøjtninger med glyfosat.

I år 1995 fandtes der i regionen Catatumbo 4.000 hektar afgrøder til ulovligt brug, i år 2006 var antallet omkring 40.000 hektar. Plan Colombia har altså ikke begrænset omfanget af marker med afgrøder til ulovligt brug, men haft den direkte omvendte virkning. Oversprøjtningerne har fordrevet titusindvis af colombianske småbønder fra deres jord. De fordrevne bønder har som eneste løsning på at forsørge deres familier, set sig nødsagt til at begynde at dyrke afgrøder til ulovligt brug, da afsætningen af traditionelle landbrugsvarer er svær på grund af mangel på infrastruktur og konkurencen på det globale marked.

Oversprøjtningerne med glyfosat i Catatumbo og andre dele af Colombia sætter ikke en stopper for dyrkningen af afgrøder til ulovligt brug. Bønder der dyrker afgrøder til ulovligt brug er ikke kriminelle, men ofre for den colombianske stats kriminalitet. De colombianske bønder har brug for at staten efterkommer sine pligter og overholder menneskerettighederne, og giver et reelt alternativ til dyrkningen af afgrøder til ulovligt brug.

I år 2008 gennemførte bønderne og Barí-folket i Catatumbo både en imponerende march til regionshovedstaden og en rundrejse med repræsentanter i Europa - Begge samarbejdsprojekter med formålet at beskytte deres territorium. Og initiativet fortsætter.

Diego fra bondeorganisationen i Catatumbo (ASCAMCAT) husker tydeligt første gang han mødte de oprindelige folk; “Jeg må have været ca. 10 år gammel, og nu er jeg altså 33. Der kom en kvinde med sit syge barn til vores hus. Min mor havde nogle piller. Først gav hun mig én, for at vise at de ikke var skadelige, og kvinden tog imod dem. De talte næsten intet spansk.”

Senere udviklede Diego et venskabeligt forhold til flere af de oprindelige folk og fik lov at komme ind i de lukkede Barí-samfund. I 2005 konsoliderede Bondeorganisationen, sammen med advokatkollektivet Carlos Louis Perez, et  samarbejde med Bari-folket til forsvar for livet, naturen, territoriet og kulturen. Det er en sjælden koalition I et land, der er præget af afgrænsede bevægelser for henholdsvis bondebefolkningen, de oprindelige folk og afrocolombianerne.

Et kompliseret samarbejde

Der kan findes flere forklaringer på denne splittelse. Et af problemerne er, at bondebevægelsen er stærkt stigmatiseret. Det vil sige, at Bari-folket ved at indgå I alliance med bønderne risikerer at blive udsat for samme uretmæssige anklager om samarbejde med guerillaen. Desuden har Bari-folket en indgroet mistillid til alle udefrakommende, der bygger på lang og bitter erfaring.

Diego fra Bondeorganisationen forklarer mistilliden med udgangspunkt i den berygtede Concesión Barco, en licensaftale om olieudvinding i Catatumbo, der blev indgået mellem regeringen og to Nordamerikanske firmaer i starten af de 20. Århundrede. ”De multinationale begyndte at bringe folk udefra, åbne veje og udvinde naturressourser. Bønderne, som kom fra hele landet, vidste ikke hvad oprindelige folk var. De kaldte dem ikke oprindelige folk men indianere. Firmaerne sagde til bønderne: ”Hvor I ser indianere giv dem stål, dræb dem. Dette folk har ikke følelser, de har ikke noget hjerte, de er dyr”. Så det var bønderne, der dræbte de oprindelige folk. De gav bonden 1000 pesos for hvert drab.”

Sådan gik der mange år uden nogen positiv kontakt mellem bønderne og de oprindelige folk. ”Men nu har vi set på historien og opdaget såvel bønder som oprindelige folk, at det var de multinationale, der drev os til at dræbe hinanden, så de kunne berøve os naturressourserne.” slutter Diego

Territoriet

Samarbejdets kerne er beskyttelsen af territoriet og her er bondelederen Diego og den lokale leder for Barí-samfundet Sacucdu enige om, at bønderne kan lære meget af de oprindelige folk, for de mange års systematiske fordrivelser har påvirket bøndernes naturlige tilknytning til jorden. Barí-lederen udtaler: ”Siden denne proces har vi forenet os, bønderne og Barí-folket. Samarbejdet har forbedret sig meget. Mange bønder er blevet bevidste om hvorfor Barí-folket kæmper for sit territorium. Vi har forklaret at Barí-folket ikke bare er Barí-folket - som vi siger det: ”en Barí er en Barí, men en del af barí-folket er jorden”.  Størstedelen af bønderne er indgået i en konsensus om sameksistens, og de er bevidste om, at territoriummet er frugten som giver alt til alle, altså bonden lever af jorden, bonden såvel som os.”

Idag befinder de godt 3000 Baríer sig i 2 naturreservater og 2 reservater for oprindelige folk, men skønt denne tilsyneladende overbeskyttelse er Bari-folkets territorium stærkt truet af de enorme interesser, der er på spil. Det ikke kun olien, men også de store kulreserver, der er i søgelyset, og mindst 8 firmaer(1)  står på spring til at starte udvinding af kul under åben himmel i et areal af ikke mindre end 25.000 hektarer i Catatumbo.

Det vil vise sig om denne forening kan afværge mere vold og nye fordrivelser i Catatumbo. At kampen fortsætter står klart, i hvert fald hvis man spørger Barí-lederen om hvad, der er det næste skridt. ”Beskyttelsen af vores territorium. At fortsætte med at forsvare vores territorium, at fortsætte kampen for forsvaret af vores territorum.”

1 Compañía Minera Río de Oro, Compañía Minera La Esmeralda, Promexco, Sopromin, Carbo Fuels and Minerals, Geofisin EU, Prominorte, y, Mora y Mora Multinversiones Mineras.

I starten af januar afholdt vi, bondeorganisationen ACVC, vores årlige møde med evaluering og planlægning af aktiviteter.

Siden 2005 har ACVC stået overfor en politisk og juridisk forfølgelse, der har ført til fængsling af 6 af vores ledere. Kriminaliseringen af ACVC sker indenfor rammen af hærens helhedsorienterede doktrin (1)  og præsident Uribes politik ”demokratisk sikkerhed”.

4 af vores ledere blev løsladt og anklagerne frafaldt, da de alle byggede på falske udtalelser fra efterretningvæsnet og betalte stikkere. Alligevel er vores 2 kammerater Andrés Gil og Miguel Gonzáles Huepa fortsat fængslet med base i de samme løgne.

Mens man forfølger og fængsler bondeledere i regionen dræber de militære enheder(2)  ubevæbnede bønder, for derefter at præsentere dem overfor medierne som guerrillaer, dræbt i kamp.

ACVC er en social organisation, som gennem 12 år har promoveret sig i regionen Magdalena Medio på kampen for jorden, forsvaret for Menneskerettighederne, social retfærdighed og regional udvikling.

Siden 1998 har ACVC foreslået implementeringen af et bondereservat(3)  i 4 af regionens kommuner(4) , en slags landbrugsreform, der muliggør kampen mod storgodsejerne og de multinationale interesser, og garantiserer bøndernes ejerskab over jorden. Bondereservatet søger at skabe en retfærdig lokal-regional udviklingsmodel, som hindrer ekspropriering af jorden og fordrivelser.

Disse politiske, økonomiske og sociale krav har ført til en intensiv forfølgelse af ACVC fra storgodsejere, store kvægdrifter, militær, narkohandlere og politiske magthavere med forbindelser til paramilitære. Desuden har den colombianske stat brudt næsten alle de aftaler, der er indgået under de seneste 3 regeringer, efter bondemobiliseringer med krav om udvikling i regionen og respekt for livet.

På trods af forfølgelsen, som søger at tilintetgøre vores organisation, har ACVC ikke blot opretholdt sine initiativer, men derimod fordoblet sin politiske og organisatoriske styrke for at gøre Magdalena Medio til en region hvor Menneskerettighederne er gældende og hvor livet, samlivet og freden er mulig.

Vi takker for den ubetingede solidaritet fra de utallige organisationer, personer og institutioner i Colombia og i verden som har støttet os i disse svære tider. En hilsen og et knus til dem.

1 Doctrina de acción integral
2 Batallon Calibío, Nueva Granada, Rafael Reyes, Palagua, Luciano D´luyer, Plan Especial Energético y Vial N°7, Bombóna og Bárbula.
3 Zona de Reserva Campesina
4 Cantagallo, Remedios, San Pablo og Yondó

Regionen Catatumbo – scene for nogle af Colombias mest blodige øjeblikke i bondekampens historie – er nu blandt de vigtigste zoner for regeringens Oliepalme-plan.
Catatumbo er gunstig for Oliepalmeproduktionen både på grund af sine landbrugsklimatiske forhold og sin geostrategiske placering nær både den venezuelanske grænse og den atlantiske kyst.

Uden at løse de strukturelle problemer, der gennem mere end 40 år har plaget de colombianske bøender (koncentrationen af jorden, bruddene på Menneskerettighederne,den sociale eksklution, manglen på en politik der fremmer landbrugsproduktionen og landsbysamfundenes adgang til uddannelse, sundhed, værdige boliger og infrastruktur) har regeringen lavet udkastene til en politik om at promovere en bæredygtig produktion af biobrændstof i Colombia .

Regeringen har  prioriteret produktionen af biobrændstof over retten til selvforsyning i Colombia, og hermed tilsidesat colombianernes ret til fødevaresikkerhed. Mellem de fremlagte projekter optræder Oliepalmen, hvis produktion og kommercialisering er garanteret med strategien for udvikling af den colombianske palmesektor ,  som er orienteret mod at forbedre sektorens konkurencedygtighed gennem massiv regeringsstøtte.

Oliepalmens udbredelse
Oliepalmen er allerede blevet plantet på store arealer i forskellige regioner i Colombia. I perioden 1996-2006 steg arealet fra 134.000 til 303.000 hektarer, altså en stigning på 123 % . Dette tal er dog lavt set fra regeringens synsvinkel og sammenlignet med de førende producenter, Malaysia og Indonesien, som havde ca. 5 millioner hektarer i 2006.

Gennemsnitsstørrelsen på en Oliepalmeplantage i Colombia er på 68 hektarer, men målet er at reducere spredningen og øge størrelsen af plantagerne. Regeringens mål for 2010 er minimum 422.000 hektarer med Oliepalmen fordelt på enheder af ca. 5000 hektarer.

Man regner med at 3,5 milioner hektarer i Colombia er egnede til Oliepalmen. Dette studie bygger dog udelukkende på klimatiske faktorer, og inkluderer altså ikke sociale variabler som befolkningens behov for fødevarer. Udfra dette dokument har man alligevel fastlagt en række zoner til indføringen af Oliepalmen,  fuldstændig uden hensyn til de bondesamfund, der lever i regionerne.

Oliepalmens konsekvenser
I Catatumbo præsenterer regeringen Oliepalmen, som den eneste mulige vej til erstatning af den ulovlige kokaproduktion. Landbrugsministeriet er i øjeblikket i færd med et projekt om at beplante 6500 hektarer med Oliepalmen .

Ifølge regeringens egne dokumenter vil programmet kun komme 650 familier til fordel, dette i en regionen med ca. 250.000 beboere. Desuden er projekterne financieret med resourcer fra USAs Internationale Udviklingsagentur (USAID) og den colombianske regerings Fond for fredsinversioner. Med andre ord, med ressourcer fra Plan Colombia.

Derfor kan det ikke komme som en overraskelse, at introduktionen af Oliepalmen har været omgærdet af en stigende militær tilstedeværelse i regionen. Samtidig er der sket en stigning i forfølgelser, mord og trusler mod bondesamfundene og de oprindelige folk, der protesterer mod Oliepalmen som monokultur.

Man har solgt ideén til bønderne med løfter om at gøre dem til virksomhedsledere og ved at fremstille Oliepalmen som løsningen på de alle bøndernes problemer. Men det er kun palmeselskabsejerne, der oplever fordelene, mens bønderne hver dag mærker de negative konsekvenser, særlig med hensyn til fødevaresikkerheden:
•    Landbrugets støtteprogrammer har begrænset sig til at financiere Oliepalmen. Man intensiverer denne monukultur og fornægter alle de andre produktive udviklingsmuligheder, Catatumbo besidder. Hvilket sætter regionens beboeres basale fødevaresikkerhed i fare.

•    Oliepalmen øger tendensen til koncentration af jorden på færre hænder. Da palmen kun er rentabel ved enheder på over 50 hektarer, bliver småbonden ekskluderet fra dette produktionssystem, og ofte bliver hans jord opkøbt af store virksomheder gennem transaktioner, der ikke er retfærdige. Resultatet er store mængder af interntfordrevne, der må flytte fra landet til byen, hvor forholdene forværres og retten til fødevaresikkerhed er endnu fjernere.

Et landbrug uden bønder
Tilintetgørelsen af Catatumbos bondeøkonomi er en direkte konsekvens af indførelsen af Oliepalmen, da produktionen af biobrændstoffer konsoliderer et landbrug uden bønder. Man sætter eksistensen af bondesamfundene i fare, herunder tabet af deres landbrugstraditioner, hvilket naturligvis påvirker selvforsyningen i regionen.

Konsekvensen af Oliepalmen i Catatumbo er afhængighed af importerede fødevarer, for at tilfredstille bøndernes fødevarebehov, men bønderne har ikke den økonomiske kapacitet til at købe disse importerede fødevarer. For at imødegå denne virkelighed iværksætter Catatumbos bondeorganisation (ASCAMCAT) alternative processer, der søger at fremme en bondeøkonomi med base i en alsidig dyrkning og landbrugsprojekter med fokus på at garantere bøndernes fødevarekilder.